For børn

Sommerens udeliv: Inspiration til bøger og videoer for børn

Af lshn

Sommerferien nærmer sig, og mange familier glæder sig til lange dage under åben himmel. Naturen er det perfekte sted for nysgerrige børn – her er der plads til både leg, læring og små eventyr.

Derfor har vi på biblioteket lavet en serie på fem korte videoer, hvor vi giver inspiration til gode børnebøger om udeliv. Hver video tager udgangspunkt i et sommerligt tema, som mange børn møder i ferien:

  • Shelterlivet – når ferien byder på bål, stjerner og soveposer
  • Fiskeri – for børn der elsker vand, spænding og fangst
  • Udeleg – idéer til leg i haven, skoven eller parken
  • Stranden – bølger, sand og sommerstemning
  • Krible-krable – smådyr, undren og naturens detaljer

Videoerne ligger på vores Instagram-kanal og YouTube‑kanal, og i hver video anbefaler vi bøger, der kan give børn endnu mere lyst til at gå på opdagelse i naturen – både i ferien og resten af året.

Så lån bøgerne allerede nu – og gør jer klar til at kombinere læsning og udeliv i sommerferien!