Rumfarts-show – På eventyr uden for Jorden v/ eventyrer Rasmus Krath
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Voksen: 25 DKKUng: Gratis
- Sted
-
Hovedbibliotek
Kongensgade 43,
4800 Nykøbing F - Salen, Rosenvænget 17, 1.
Bibliotek
HovedbibliotekEventyrer Rasmus Krath tager publikum med uden for Jorden.
Han fortæller engageret om menneskets mest fantastiske bedrifter i rummet - og hvad vi har fået ud af rumfart her på vores egen planet. Showet er underholdende, fascinerende og oplysende - med fortællinger om, hvordan rumfart og rumforskning har forandret hele menneskehedens liv.
Der vil blandt andet blive talt om James Webb Teleskopet, ISS og robotterne på Mars.
Astronaut Andreas Mogensen og Rasmus Krath har kendt hinanden i flere år. Derfor medvirker Andreas i foredraget via NASA og deler historier om sin tid som kommandør på Den Internationale Rumstation. Han viser i en video-samtale, hvordan det er at være vægtløs, kunne sidde i rummet og kigge ned på vores Jordklode og fortæller sit budskab til os mennesker: Vi har kun én planet at leve på, og den skal vi beskytte - hele menneskeheden.
Om Rasmus Krath
Rasmus Krath er eventyrer og professionel foredragsholder. Han har i 30 år rejst verden rundt på ekspeditioner til de fjerneste egne og vendt tilbage til Danmark med historier fra vores fantastiske planet. I sine foredrag indlægger Rasmus altid underholdning, overraskelser, visuelle effekter på lærredet, musik og lydeffekter. Hans oplæg er en blanding af show og foredrag - men altid oplysende med meninger og holdninger til vores verden.
I dette foredrag bevæger han sig for første gang uden for Jorden og fortæller om rumfart, som han har beskæftiget sig med i flere år. Rasmus er bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Rumfartsforskning og følger med i alt, hvad der sker i rummet. Han er i dialog med både NASA og ESA og får de nyeste opdateringer om opskydninger af raketter, sonder, satellitter og astronauter.
I sin ungdom har Rasmus læst Antropologi og er uddannet projektleder fra KaosPiloterne i Aarhus. I dag bor han i København, er medlem af Eventyrernes Klub, spiller musik og laver gourmetmad til selskaber.
Billetter
Billetter koster 25 kr. Det er gratis for unge under 25 år. Book en billet via linket her på siden eller ved fysisk fremmøde i bibliotekets betjente åbningstid. Eventuelt resterende billetter kan købes i døren med betaling via MobilePay eller kontant.
Elevator
Der er elevator til salen i Rosenvænget via den lille p-plads langs bygningen - indgang via Friluftsscenen bag om bygningen. Der er kun enkelte handicap p-pladser, øvrig parkering på p-pladsen er ikke tilladt. Vi henviser til parkering ved p-pladsen i Kongensgade eller Cementen.